Er faldet forbi?

Jeg spurgte i forrige indlæg fra begyndelsen af marts: Er det vi ser begyndelsen til et crash? Det viste sig desværre at være tilfældet. Værst er det gået i Tyskland, hvor det toneangivende DAX indeks er faldet med 30% siden indlægget. Ialt er det tyske eliteindeks nede med knap 40% siden 19. februar.

I USA har aktierne ligeledes fået en hård medfart. Dow Jones er faldet med 32%. I Danmark er vi nede med 27%. Det store spørgsmål, alle med interesse i aktiemarkedet nu stiller, er naturligvis er faldet forbi?

Det mener jeg faktisk, det er i første omgang. Jeg vil dog udtrykkeligt gøre opmærksom på, at det at investere i en opgang, uden der har dannet sig en egentlig bund gennem en konsoliderings fase, er uhyre risikabelt.

På den anden side skal man være opmærksom på at meget voldsomme og pludselige fald, som det vi har været vidne til i den seneste måned, ofte efterfølges af lige så voldsomme stigninger, der kommer uden en forudgående sidelæns bevægelse. Det er det man omtaler som en V reaktion.

Beskyt alle positioner

Skal man ind i aktiemarkedet under disse omstændigheder, bør man gøre sig klart, at man løber en betydelig risiko. Samtidig skal man være indstillet på at tage et eventuelt tab hurtigt. Derfor bør alle nye positioner beskyttes med relativt tætte stop loss.

Med relativt mener jeg i denne forbindelse, at de skal lægges i en afstand under behørig hensyntagen til kursen på den enkelte aktie. Er kursen eksempelvis på 1350 som Genmab bør man lægge stoppet ca. 100 figurer væk. Er der derimod tale om en aktie som Teva, der handler omkring 6,50, skal stop loss lægges ca 1,5 figur væk, for at man ikke risikerer at blive stoppet ud af et whipsaw.

Bemærk venligst at de 100 figurer væk på Genmab betyder en procentuel afstand på 7,41%, mens afstanden til stoppet i tilfældet med Teva procentuelt er på hele 23,08%. Det vil måske forekomme nogle læsere at være et meget simpelt matematisk faktum at gøre opmærksom på. Ikke detso mindre har jeg ofte set, at selv erfarne aktiespekulanter glemmer dette i kampens hede.

Ovenstående betyder naturligvis, at investeringen i Teva har en langt højere betaværdi, en måling af en aktie eller porteføjes følsomhed overfor udsving, end investeringen i Genmab. Det bør ikke alene gøre, at man vælger den ene frem for den anden, men det er en problemstilling, man skal være opmærksom på ved sammensætningen af porteføljen. 

Hvilke aktier skal man købe?

Det næste skridt er så at tage stilling til, hvilke aktier man skal købe i denne situation. Tillad mig for at belyse dette emne at gå tilbage til starten og se på, hvorledes faldet ramte aktierne. Her er det særdeles vigtigt at bemærke, at næsten alle aktier faldt! Som jeg en gang skrev i en anden artikel: “Når vandet løber ud af havnen, synker alle skibene, men det er kun de dårlige, der bliver på bunden, når vandet kommer tilbage”.

For de, heriblandt mange teoretiske økonomer, der bekender sig til teorien om det effektive marked, må dette faktum give stof til eftertanke. For os andre er det netop dette, vi skal arbejde med, når vi udvælger vores positioner. 

Alle er enige om, at faldet primært er udløst af coronavirus udbruddet. Derfor er det helt naturligt, at aktier i de brancher der helt oplagt vil blive ramt styrtdykker. Det drejer sig umiddelbart om flyselskaber, rejseselskaber, hotel og restauration samt forsikring og banker.

Hertil kommer, at afhængigt af, hvor længe det vil være nødvendigt med de voldsomme tiltag fra myndighedernes side, vil også bryggerier, transportbranchen samt producenter af nydelsesmidler, som eksempelvis bryggerier blive ramt. Sammenbruddet i olieprisen har ikke noget med corona krisen at gøre, men vil natuligvis ramme selskaber indenfor olieproduktion, indtil prisen på råolie stiger igen.

Det kan på den baggrund virke besynderligt, at også aktier i medicinalbranchen og biotek som Genmab, Ambu og Novo falder. Ambu var da også en af de første aktier, der rejste sig fra støvet, omend den igen er faldet tilbage sidst på ugen.

Find de rigtige aktier

For mig er der ingen tvivl om, at det er aktier i sektorer, der ikke bliver ramt på indtjeningen af følgevirkningerne af coronavirus, man i første omgang skal investere i.

Vil du vide meget mere om, hvilke aktier du udover de ovennævnte i første omgang skal vælge så tilmeld dig en gratis prøveperiode på aktiejensen Nyhedsbrev.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *